Lad os bare være ærlige: Der er ingen, som drømmer om at få en slange op bagi for at få undersøgt sine tarme med en kikkert. Og nu er der faktisk mulighed for at gøre det på en anden måde: Med kapselendoskopi.
Det er så genialt! Du sluger en mini-mini kamera med lys indbygget, som suser ned igennem dig og havner i tønden til sidst. Og så har vi en super flot film af dit indre. Kameraet ligger inden i en kapsel, som er på størrelse med en stor fiskeoliekapsel. Det er nemt at sluge med et glas vand.
Mens kameraet bevæger sig rundt i dine tarme, bærer du en monitor i et bælte omkring livet. Kapselkameraet sender billeder til en monitor undervejs. Undersøgelsen starter om morgenen og slutter om aftenen, alt imens du går frit omkring uden at oplever ubehag.
Spiserøret ses kun i glimt. Mavesækken ser man nogenlunde (men ikke så godt som ved gastroskopi). Det er derimod tarmene, som bliver total nærstuderet. Man kan se alt i mindste detalje.
Kapselendoskopi kan laves på tre forskellige måder
Kapselendoskopi kan laves på tre forskellige måder: Som en undersøgelse af tyndtarmen, som en undersøgelse af tyktarmen eller som en undersøgelse at BÅDE tyndtarmen og tyktarmen (panenteric capsule endoscopy).
Hvis det kun er tyndtarmen som skal undersøges, kan du nøjes med at faste. Hvis tyktarmen skal undersøges, kommer du ikke udenom at tage en masse afføringsmiddel for at tømme tarmen inden undersøgelsen. Faktisk skal tarmen være endnu bedre tømt end ved en kikkertundersøgelse af tyktarmen.
Sådan ser du ud indeni
Tarmsystemet er fascinerende. Det første, kameraet opfanger er tyndtarmen, som er ca. 5 meter lang og som navnet siger “tynd” – dvs. smal – som en cykelslange. Overfladen i tyndtarmen er udstyret med helt vildt mange små fimrehår. De gør, at overfladen i tyndtarmen bliver lige så stor som en fodboldbane. Prøv lige at se det for dig. Den store overflade gør, at næringsstofferne fra vores mad let kan blive opsuget i kroppen. Men har vi nogle dårlige stoffer i tarmen bliver de også let opsuget.
Hvis man har Cøliaki (glutenallergi), skrumper fimrehårene ind. Ja, de kan helt forsvinde. Og så bliver overfladen meget mindre. Ikke længere som en fodboldbane – men som en håndboldbane. Mennesker med glutenallergi får nemt mangel på næringsstoffer, f.eks. jern og B-12 vitamin.
I tyndtarmen kan man finde betændelse og sår. Hvis man finder flere sår, er det typisk Morbus Crohns sygdom. Ved Morbus Crohn kan sårene også sidde i tyktarmen (Ja faktisk alle steder fra munden til numsen). Men de sidder især nederst i tyndtarmen. Hos den samme person kan der være sår spredt i tarmsystemet – altså både i tyndtarmen og i tyktarmen.
Flere billeder i tyktarmen
Tyktarmen kommer efter tyndtarmen. Tyktarmen er ca. 1,5 meter lang og ser helt anderledes ud end tyndtarmen. Den er bred = rummelig = tyk. Når kapslen (med kameraet) når til tyktarmen får den lige pludselig rigtig meget plads. Så skal der tages mange flere billeder undervejs for at få det hele med.
I tyktarmen kan der opdages udposninger, betændelse og Crohn-sår. Men også polypper og cancer. Hvis der findes f.eks. polypper, skal der laves koloskopi bagefter, så de alle kan blive fjernet.
Studier viser, at kapselendoskopi kan afløse koloskopi til screening for kræft i tyktarmen. Faktisk ser det ud til, at kapselendoskopien er bedre til screening end koloskopien, fordi man får bedre billeder.
Hold øje med kapslen
Du skal for en ordens skyld holde øje med at kapslen kommer ud igen. Det er noget rod at have den indeni, hvis man skal i en MR-skanner eller igennem lufthavnen, for der er nemlig metal i kapslen. Er du i tvivl om at kapslen er kommet ud efter 2 uger, er det en god ide at tage et røntgenbillede for at være helt sikker.
Fremtidens tarmundersøgelse
Det er mit håb, at undersøgelsen bliver meget mere udbredt og kommer til at erstatte koloskopi og MR-skanning af tyndtarmen til screening for sygdom. Kapselendoskopi er nemlig langt mere skånsom for patienten og for miljøet end koloskopi. I dag bruges kapslen kun en gang. Måske vil den på et tidspunkt kunne bruges flere gange. I tilfælde af ny pandemi vil kapselendoskopi også være genialt, fordi den kan klares uden personkontakt. I øjeblikket arbejdes der intensivt med AI til beskrivelse af filmen fra en kapselendoskopi. I dag er det stadig en læge eller sygeplejerske, som laver den endelige aflæsning af filmen.
Kapselendoskopi er suverænt den bedste undersøgelse til lette tilfælde af Morbus Crohn. Med en kapselendoskopi af hele mavetarmsystemet kan man med én undersøgelse blive undersøgt for Morbus Crohn. Undersøgelsen kan også bruges til at følge udviklingen – f.eks. efter medicinsk behandling.