Fækal Mikrobiota Transplantation (FMT) er en behandlingsmetode, hvor tarmbakterier fra en (eller flere) sunde donorer overføres til en patient for at genoprette balancen i tarmens mikrobiom og forbedre tarmens sundhed. FMT har en lang historie og blev allerede anvendt i Kina for over 2000 år siden til behandling af mave-tarmproblemer. I dag benyttes metoden også inden for veterinærmedicin, og i moderne medicin er FMT anerkendt som en effektiv behandling, særligt mod Clostridium difficile – en tarmbakterie, der kan forårsage alvorlige og potentielt livstruende infektioner i tarmen.
Danmark er langt fremme med FMT; hvis antibiotisk behandling af Clostridium difficile svigter gives nu rutinemæssigt FMT-behandling. Uden FMT-behandling kan Clostridium difficile føre til alvorlig tarmbetændelse med livstruende komplikationer. FMT giver patienter en effektiv og ofte livreddende behandlingsmulighed. FMT kurerer omkring 9 ud af 10 patienter.
Hvordan gives FMT?
FMT kan administreres ved hjælp af følgende metoder:
- Kapsler: Afføringen fra donoren indkapsles og patienten sluger nemt disse (den hyppigst anvendte metode i Danmark).
- Flydende form ved gastroskopi: Afføringen overføres via et gastroskop til tolvfingertarmen (som kommer efter mavesækken)
- Flydende form ved koloskopi: Afføringen føres ind i tyktarmen gennem et koloskop.
- Klysma i endetarmen: Afføringen indføres direkte i endetarmen.
For at blive donor skal personen være helt rask og opfylde strenge sundhedsmæssige kriterier. Donoren vil ofte blive screenet for sygdomme, især mavetarminfektioner som Salmonella, da bakterier kan være til stede i tarmene uden at personen selv er syg.
Effekt og anvendelsesmuligheder
FMT er blevet anerkendt som en meget effektiv behandling mod Clostridium difficile-infektion. Forskningen viser også lovende resultater ved behandling af colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse), men man vil gerne have yderligere forskning før behandlingen evt. tilbydes hos de patienter, hvor den medicinske behandling svigter. Der er desuden flere forskningsprojekter i gang, som undersøger muligheden for at bruge FMT til behandling af en række andre sygdomme, herunder multiresistente bakterier, anorexia nervosa, sklerodermi og psoriasis.
FMT og IBS (Irritabel Tyktarm)
Desværre viser de fleste studier ikke, at FMT har en betydelig effekt på irritabel tarm-syndrom (IBS). Der er dog et enkelt studie fra Norge, som har vist positive resultater. I dette studie var forsøgspersonerne nøje udvalgt, og afføringsdonoren blev anerkendt som en såkaldt “superdonor”, hvilket kan have bidraget til de positive resultater.
Udfordringer med FMT
En af de store udfordringer ved FMT er, at det er svært at standardisere og skalere op, da alle mennesker har et unikt mikrobiom. Det betyder, at effekten af FMT vil afhænge af, hvor godt donorafføringen matcher modtagerens mikrobiom. For at overvinde denne udfordring arbejder forskere på at udvikle The Next Generation FMT, også kendt som Washed Microbiota Transplantation. Denne metode indebærer at overføre “rene” bakterier og/eller “rene” vira, i stedet for hele afføringen, for at optimere behandlingens effekt og gøre den mere skalerbar og sikker.
Sikkerhedsforanstaltninger og lovgivning
I juni 2024 blev FMT i EU klassificeret som “væv” i stedet for et medicinsk produkt. . Det betyder, at FMT-behandlinger nu er underlagt de samme strenge sikkerhedsforanstaltninger som blod eller organer. Denne ændring kræver, at alle FMT-behandlinger gennemgår strengere kontrol og sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at donormaterialet er sikkert, og at risikoen for sygdomme og infektioner minimeres.
I øjeblikket er FMT godkendt af sundhedsmyndighederne i både USA og EU til behandling af Clostridium difficile-infektion. Andre anvendelser af FMT, såsom behandling af IBS eller inflammatoriske tarmsygdomme, er stadig under forskning, og FMT tilbydes ikke bredt til disse formål i henhold til de officielle regler. Der findes private klinikker i lande som Storbritannien, Spanien, Holland og Rumænien, hvor FMT tilbydes uden sundhedsmyndighedernes officielle godkendelse. I disse tilfælde påtager patienten sig selv ansvaret for behandlingen, da klinikkerne opererer uden officiel godkendelse.
Forskning og fremtidsperspektiver
Der er stor interesse og mange forskningsprojekter i gang, der søger at udforske de potentielle anvendelsesmuligheder for FMT, både til behandling af tarmsygdomme og til en række andre lidelser. Forskning på området er stadig i udvikling, og det er derfor muligt, at vi vil se yderligere lovende resultater i fremtiden.
FMT har potentiale til at revolutionere behandlingen af tarmbakterier og mikrobiomrelaterede sygdomme, men det kræver fortsat forskning og udvikling for at sikre sikkerhed, effektivitet og bredere anvendelse af behandlingen.