Hvad er blod i afføringen?
Blod i afføringen kan vise sig som frisk rødt blod, som selvfølgelig er meget synlig. Blodet kan også komme højere oppe fra, og så vil det vise sig som klistret sort, tjæreagtigt og ildelugtende blod. Endelig kan der også være usynligt blod i afføringen.
Hvorfor får man blod i afføringen?
Blod i afføringen skal altid tages alvorligt og årsagen skal klarlægges.
Hvis der er frisk blod i toiletkummen eller frisk blod på toiletpapiret ved aftørring, er årsagerne højst sandsynlige hæmorider eller en rift ved endetarmen. Er der blod iblandet afføringen, kan årsagen være betændelse eller cancer. Betændelse kan være på grund af en madforgiftning eller på grund af kronisk tarmbetændelse – colitis ulcerosa og Crohn.
Undersøgelser ved blod i afføringen
Synlig blod i afføringen
Det er vigtigt at få foretaget en koloskopi (se eventuelt min vejledning koloskopi) – en kikkertundersøgelse af hele tyktarmen eller sigmoideoskopi – en kikkertundersøgelse af det nederste af tyktarmen af tarmen snarest, hvis man har set blod i sin afføring.
Skjult blod i afføringen
Hvis man kun mistænker blod i afføringen – f.eks. fordi der har været noget sort i afføringen (gammel blod) eller fordi blodprocenten er lav – kan man få foretaget undersøgelser for blod i afføringen (se eventuelt min vejledning om undersøgelse af blod i afføringen).
Gastroskopi (se min vejledning gastroskopi) er den bedste måde at undersøge for et blødende mavesår. Det behøver ikke at gøre ondt i maven.
Kapselendoskopi af tarmsystemet er en skånsom måde at undersøge for blødning fra tarmen på. Her sluger man et minikamera, som filmer tarmsystemet (se min artikel om kapselendoskopi). Ulempen ved denne er, at man ikke kan fjerne polypper eller tage vævsprøve i forbindelse med undersøgelsen.
Hvordan behandles blod i afføringen?
Behandlingen er afhængig af årsagen.
Hæmorroider kan behandles med salve eller stikpiller, men i nogle tilfælde er en operation nødvendig.
Rift i endetarmen skyldes oftest forstoppelse, hvorfor det er vigtigt at få behandlet dette. Ellers kan stikpiller og salve hjælpe på generne.
Akut tarmbetændelse vil oftest vise sig ved diarre og feber, og afføringsprøver vil vise, hvilken bakterie det drejer sig om. Behandlingen kan være antibiotika og væske.
Kronisk tarmbetændelse behandles langt overvejende medicinsk suppleret med indhældninger i tarmen.
Små og godartede polypper i tarmen fjernes ved koloskopi.